Glæd dig eller skynd dig væk. Det bliver en aften spækket med eksperimenter, overraskelser og fri improvisation.
Kirsten Ketsjer er et band som er svært at kategorisere. Det musikalske udtryk spænder bredt fra easy-going countryfolk til støj og kantede guitarer. Alt sammen tilsat en omgang skarpe og humoristiske tekster.
Deres debutalbum ’Jeg skal snart ind’ er fyldt med skævheder, modsætninger og alternativ instrumentering.
Bandet har da også dyrket de musikalske kontraster ved at indspille pladen både på landet i Danmark og midt i Berlins centrum. Således finder man lyden af hektiske støjlandskaber og kaotiske kompositioner side om side med folk-inspireret fingerspil og lette melodier.
Kirsten Ketsjer er en del af det eksperimentelle musikkollektiv YOYOOYOY sammen med bl.a. Fjernsyn Fjernsyn, som også har været en tur forbi 1000fryd.
Teleslynge er et nyt samarbejde mellem Mads Weitling og Christian Skjødt fra den lokale eksperimenterende scene i Aalborg. I Teleslynge bevæger en elektronisk bølgemusik sig på kanten mellem det varme og det ikke helt ufarlige. De søger et organisk og stemningsfyldt udtryk udenom gængse musikalske former i det elektroniske landskab. Musikken er nærværende ambient med ridser og skrammer.
Christian Skjødt eksperimenterer med lyd i Knob A Siesta, Moskus og Glöggerne, og spiller trommer i Junkyard Productions. Mads Weitling skriver electronica under navnet Kiloton og samarbejder med Danny Kreutzfeldt i ambient-projektet Rumforskning.
PS: I dag ryger vi ikke indenfor...