*CONCERT MOVED TO STUDENTERHUSET*
Det bliver en skelsættende aften, når svensk/amerikanske/franske Blues Pills kigger forbi Aalborg med deres tunge Blues Rock, som har væltet anmeldere omkuld!
Der har været gang i kvartetten Blues Pills' korte karriere. Medlemmerne i bandet var ikke mange år over 20, da de i 2011 fandt sammen om den klassiske blues-rock, som Led Zeppelin i sin tid gjorde til et verdensfænomen.
Grundstenene til gruppen blev lagt, da de to tidligere medlemmer i amerikanske Radio Moscow – bassist Zack Anderson og trommeslager Cory Berry – gik sammen med den svenske sangerinde Elin Larsson.
Deres fælles mission var at skabe en fusion af rock, soul og blues a la den slags, der var allerstørst i hippietidens storhedsår i de sene 60'ere. Især førnævnte Zeppelin, Fleetwood Mac, Cream og Jimi Hendrix. Og med den franske guitarist Dorian Sorriaux med i folden fik Blues Pills hurtigt masser af omtale. Ikke mindst takket være Larssons kraftfulde vokal, der straks blev sammenlignet med ikoner som Janis Joplin og Aretha Franklin.
Efter debut-EP'en 'Bliss' turnerede Blues Pills gennem hele 2013 med blandt andre kollegaerne Orchid og Kadavar, inden de i oktober udgav atter en EP, 'Devil Man'.
Nu er de fire unge neo-hippier endelig aktuelle med deres selvbetitlede debutalbum, og på deres altomfattende erobring af verden indtager de sæmænd også 1000Fryd!