Thursday the 14th of February 2002 / kl 21:00 / GRATIS entre
The Maggots (S) & Sunride (SF)
Den svenske rock´n´roll-scene er nu engang langt foran hvad den hjemlige scene kan præstere, og the Maggots er blot endnu et bevis på denne påstand. Stockholm-bandet har gjort opmærksom på sig selv med en lyd der er kraftigt præget af midt-60er garage-rock, som man kender den fra the Sonics og diverse Pebbles og Back from the Grave-compilations. Maggots adskiller sig dog fra hoben af retro-garagebands ved at tilføre deres musik en snotnæset attitude og energi a la ´77 punk, hvilket også understreges af deres solide cover af DMZ´s klassiske ”Boy from nowhere”. Medlemmerne af the Maggots har en fortid i the Crimson Shadows og the Stomach Mouths helt tilbage i midt-firserne, så der er altså ikke tale om unge opkomlinge der opdagede rock´n´roll i sidste uge. Svenskerne har også været aktive hvad vinyl angår, og har bl.a. udgivet på Low Impact, Screaming Apple, Beluga og hjemlige Bad Afro. Alt i alt er der lagt op til en spændende aften, og garage-rock-fans bør absolut indtage deres øl på 1000FRYD denne aften til lyden af the Maggots. Opvarmningen denne aften leveres af finske Sunride, der er aktuelle med det meget overbevisende album "The great infiltration". Stilmæssigt befinder Sunride sig et sted mellem stener-rock og et mere aggressivt Mudhoney.