Middelaldermusikken bliver her præsenteret med stemningsfyldt intensitet og vil også være fyldt med gøgl, eventyr og sagnfigurer: riddere, trolde, elverfolk, ædle skønjomfruer.
Virelai er et udadvendt orkester med et repertoire bestående af en alsidig blanding af gamle ballader og instrumental danse- og lyttemusik spillet på drejelire, skalmeje, sækkepiber, fløjter, nøgleharpe, dulcimer samt en hel del slagtøj.
Virelai lægger et hårdtslående beat til gamle melodier med en særegen urkraft, hvor drejelirens dybe brummen og skalmejens øresønderrivende klang er de to melodiinstrumenter der komplementerer hinanden perfekt.
Virelai, et oldfransk navn for skønheden ved musik ,dans og poesi, og bandet består af :
Søren Hammerlund (DK): Drejelire, mandola, nøgleharpe, skalmeje, sækkepibe, percussion, sang.
Martin Seeberg (DK): Skalmeje, sækkepibe, fløjter, jødeharpe, bratsch, percussion, sang.
Anna-Katrin Egilstrød (Færøerne): Sang, fløjte, skalmeje, jødeharpe, dawul, tambourin, tamorra, percussion.
Juan Pino (Schweiz/Ecuador): Dawul, darbouka, tombak, tambourin, tamorra, cajon, udu, percussion, jødeharpe, santur, dulcimer, sang.
Fra Tore Ploughelds anmeldelse af Virelai og Truppo Trotto koncert på Musikcafeen i Århus:
"...et sydende, kogende og bølgende inferno af musik og livsglæde..." "...rejse i tid og rum...fra Island og Færøerne over Skotland, Norge, Sverige og Danmark til Spanien, Frankrig og Italien". "...giv dig selv lov til at opleve dem og tage del i den stemning, de udstråler."
"Stemningen steg til nye usete højder under klassikere som "Madre Deus" og "Jeg så en ulv, en ræv, en hare", og da Morten Pedersen dedikerede sin gamle sang "Knokkelmanden" til alle landets rollespillere, og derefter førte an i den mest intense, mest vilde og mest spræl-levende udgave af Knokkelmanden, jeg nogen sinde har hørt, måtte jeg endelig overgive mig helt til musikken og stemningen. Det var vildt. Det var fedt. Og det var så intenst og levende, at ord alene ikke kan beskrive den stemning, der herskede hér den aften."
"Som et heppende hylekor af sultne ulve tvang vi igen og igen musikerne frem på scenen til flere ekstranumre. Og mens dansen og intensiteten til sidst var på sit højeste, og dansegulvet tæt pakket med hoppende, dansende og jublende mennesker, forlod musikanterne deres scene og trådte ned midt på dansegulvet, hvor de med deres instrumenter banede sig vej gennem menneskehavet - uden så meget som et øjeblik at afbryde musikken. Indtil de til sidst stod omgivet af deres ekstatiske publikum, der dannede en tæt, vild og sydende klynge omkring dem, som en levende, menneskelig cirkel som værn mod alt ondt." "Det var en koncert, jeg ikke har oplevet magen til før. Så godt, stærkt og livsbekræftende var det. Det tekniske niveau af sang og musik på de mange eksotiske instrumenter var upåklagelig højt - men stemingen var endnu højere."